Mere end halvdelen af HK’erne har problemer med at tage ordet i grupper. Det er Finn Orups erfaring fra de mange kurser, han holder for HK-medlemmer, som tager en faglig uddannelse. Her lærer kursisterne at komme over deres indre barrierer – og så viser der sig altid at være masser af girlpower bag den pæne facade.
Tekst: Hanne Hauerslev
– HK’erne er ikke svage, forsagte kvinder uden holdning. Tværtimod. Men mange har blokeringer, som gør, at de ikke får sagt deres mening. Blokeringerne er inde i kvinderne selv, og det arbejder vi med på HK’s kurser.
Sådan lyder det fra kursuskonsulent Finn Orup, HK, der hvert år har et par hundrede HK’ere på faglige kurser, hvor både fagligt engagerede HK’ere og bestyrelsesmedlemmer klædes på til deres ny rolle. Han oplever, at mere end hver anden af kvinderne, har svært ved at sige deres mening i grupper.
– Men det er jo tvingende nødvendigt at turde sige sin mening, når du er engageret i fagligt arbejde. Derfor sætter Grunduddannelsen både fokus på de hårde facts som overenskomster og de blødere værdier, hvor du lærer at brænde igennem med dine budskaber, siger Finn Orup.
Hans erfaring er, at kvinderne har evnerne til både at forhandle og stille sig op med et politisk budskab. Men de skal trænes i at hente det i sig selv.
– Når kvinderne kommer på kurserne har mange let ved at snakke om selv meget private emner. Men når det handler om politik eller kollegaens uvaner som generer hver eneste dag, er det sværere. Det er svært at skille sig ud, tage konfrontationen og sætte sig ud over, hvad andre tænker. Kvinder er så vant til, at det kan føre til sårende bemærkninger, på en anden måde end hos os mænd. En mand, der skiller sig ud med en mening får bare at vide, at han er en hyggelig fætter med hængerøv. Kvinden i samme situation og med samme påklædning vil få at vide, at hun er en sjuske.
Kan du tale, mens du rødmer?
– Du skal lære at sætte dig ud over, hvad de andre tænker om dig, om de er enige med dig i dine synspunkter, eller hvad de synes om din påklædning. For dit budskab er vigtigere, forklarer Finn Orup, der ser masser af eksempler på, at kvinderne henter nye ressourcer i sig selv, når de kommer ud over ”hvad andre tænker”.
– På kurserne træner vi kvinderne i at sætte sig ud over de indre barrierer. Hvis dit problem er, at du rødmer, når du skal sige din mening, så træner vi dig i at sige din mening mens du rødmer, sådan at du finder ud af, at du godt kan både tale og lytte mens det sker – i stedet for at fokusere på hvad andre tænker om dine røde kinder. Måske bliver det måske endda opfattet anderledes end du tror. Nogen tænker: Hold da op, en engageret kvinde. Eller: Man kan se på hende, at det virkelig betyder noget for hende, det hun siger.
– For nylig har jeg haft en kvinde på kursus, som ikke mente, at hun kunne forhandle. Men hun har en familie med teenagebørn, og fik øje på, at hun faktisk forhandler dagen lang. Det gør du med børn, der vil have sko til 500 kroner, som de måske ender med at få efter en forhandling om at støvsuge bilen to gange og hjælpe med madlavningen i weekenden, siger Finn Orup, der også havde en kvinde på kursus, der ikke mente, at hun kunne holde en tale med et politisk budskab, for som hun sagde: Jeg er ikke politisk bevidst.
– Men det var alligevel en lokal sag, som hun var forarget over – kommunen ville nedlægge et lokalt sygehus. Jeg bad hende holde et kort oplæg om, hvad det ville betyde for lokalsamfundet. Det gjorde hun. Og hele holdet sad med åben mund og var blæst tilbage i stolen over hendes tale. Den var engageret, velformuleret og i høj grad politisk. For politik er jo i bund og grund at sige sin mening.
– Derfor: Drop forestillingerne om, at du ikke kan, at du ikke kan sige din mening fordi du rødmer eller stemmen ryster. Sæt budskabet højere end dig selv. Kun på den måde kan du fjerne barrieren, som kun findes inde i dig selv. Det er som med en flod, hvor der er lagt sten, som forhindrer gennemstrømning. Fjern stenene en for en, så vandet kan strømme. For fuld power.
Ud af rollen som den pæne pige
Der var engang, hvor Lene Thomsen var den pæne pige, der aldrig sagde sin mening. Efter skoleår med mobning, lærte hun, at den der lever stille, lever godt. Hvis hun skulle sige noget i større grupper, galopperede hjertet og blodet brusede rundt i hovedet. Den rolle blev hun træt af, meldte sig som faglig aktiv og i dag tør hun stå alene med sine holdninger.
– Hvis vi havde haft denne her snak for en del år siden, havde du hevet hvert ord ud af mig, siger Lene Thomsen. Hun er overassistent i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og er ikke lige typen, man forbinder med at sidde stille i et hjørne. Hun udstråler alt det modsatte: Fortæller engageret med hele kroppen, er velformuleret og ser selvsikkert omgivelserne i øjnene. Men sådan har det ikke altid været.
– Jeg har været ansat i Staten i 16 år. Det er først de sidste fem år, jeg har været, som jeg er i dag. Før var jeg den stille pige, der aldrig meldte sig på banen.
For at forstå det, må man kende Lene Thomsens baggrund.
– Det hele startede i skolen omkring tredje klasse. Når jeg svarede forkert på lærernes spørgsmål, grinede de andre eller kom med bemærkninger. Lærerne reagerede ikke. Jeg var grædefærdig, var ked af det og oplevede det meget massivt. Til sidst holdt jeg op med at række fingeren i vejret, og blev klassens stille pige, forklarer Lene Thomsen.
Erfaringerne fulgte med videre i livet.
– Jeg blev den, der holdt facaden. Jeg ytrede mig ikke. Kom ikke med min egen mening. Selvfølgelig har jeg taget del i den almindelige snak om familie og børn på arbejdspladsen. Men afdelingsmøder med talerunden: ”Hvad har du så…?” Det var bare det værste, og jeg havde aldrig noget på hjerte til de møder. I alt fald ikke noget, som jeg turde komme med.
– Hvis jeg skulle sige noget, blev jeg våd i hænderne, hjertet galopperede og blodet brusede rundt i hovedet. Det var angsten for at sige noget forkert, eller for at folk ikke forstod, hvad jeg mente. Det gjorde mig usikker, så jeg slet ikke fik sagt noget. Jeg var også bange for at afsløre overfor de andre, at jeg ikke havde forstået en brik af det hele, hvis jeg gik ind i en diskussion.
Ubærligt at stå alene
For godt seks år siden, kom jeg til et center, hvor der blev lagt vægt på, at alle havde noget vigtigt at bidrage med.
– På centermøderne blev alle medarbejdere – såvel HK’ere som øvrige faggrupper opfordret til at deltage aktivt. Jeg blev stille og roligt vænnet til, at det var vigtigt, at jeg sagde noget på møderne.
Det afgørende vendepunkt kom, da Lene Thomsen for fem år siden af nysgerrighed og på opfordring gik ind i HK-gruppens bestyrelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Kort tid efter gik næstformanden af, og hun blev opfordret til at beklæde denne post. I den forbindelse kom hun på det første af en række kurser i HK for fagligt aktive.
– At være fagligt aktiv kræver jo, at du kan sige din mening. Det lærte jeg på kurset. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at jeg blev et andet menneske på de to dage. Her fandt jeg nemlig ud af, at alle er nervøse for at sige noget. Der kom hurtigt en fortrolighed i gruppen, og vi kom tæt på hinanden, så jeg følte mig tryg. Blandt andet skulle vi præsentere os selv overfor gruppen ved hjælp af tegninger. Pludselig så jeg mig selv stå op overfor gruppen og forklare disse tegninger. Selvfølgelig var jeg nervøs. Men jeg gjorde det.
– Den sidste dag skete der en voldsom ting på kurset, som jeg lærte meget af. Vi skulle evaluere de to dage. Generelt havde det været godt, men jeg havde et enkelt kritikpunkt. Hurtigt viste det sig, at de andre slet ikke havde samme opfattelse, og det kom til en stor diskussion. Det var ganske forfærdeligt at stå alene med en holdning. Ubærligt. Jeg begyndte at græde, tårerne trillede simpelthen, fordi jeg blev så ked af at stå alene. Heldigvis var jeg på kurset sammen med en kollega, og bagefter fik vi talt om det. På den måde fik jeg det vendt om: Hvorfor er der ikke i orden at stå alene med en holdning? Er det at sige noget forkert?
– I dag er jeg nået dertil, at jeg har mine egne holdninger. Det har jeg lov til. Og jeg har aldrig siden reageret så voldsomt på at stå alene. Jeg er blevet klogere og ældre. Tænker at der ikke er grund til at blive så ked af, at stå alene med sin egen mening. Nu kan jeg sagtens sige, hvad jeg mener. Også selvom der sidder 30 tilhørere som har en anden holdning.
Senest har Lene Thomsen holdt oplæg i grupper – de såkaldte cases – hvor forskellige styrelser i Staten giver deres erfaringer videre til andre.
– Næste gang skal jeg holde oplæg i den ny Opera. Det er spændende. Hvis andre synes, at jeg siger noget vrøvl, må de selv om det. Og hvis nogen synes, at jeg forklarer tingene dårligt, må de gerne sige til. Så prøver jeg nemlig bare igen.
Flyt din grænse
Det kan være uoverskueligt at stå alene med sin egen holdning. Det pirker nemlig til din angst for at blive isoleret og stå udenfor fællesskabet, mener psykolog. Men du kan flytte din grænse for, hvad der skal til, før hjertet løber løbsk.
Rødme, svedige hænder, et galopperende hjerte, hukommelsessvigt. Det er alle reaktioner på angst, hvor kroppen fortæller dig, at du er i fare. For eksempel i fare for at blive isoleret fra den gruppe, du er knyttet til.
– Alle disse reaktioner er i familie med hinanden. Og vi har dem alle. Men det er forskelligt, hvor meget der skal til, før reaktionerne træder frem. Nogle mennesker skal holde foredrag for 300, før de mærker hjertet. Andre mærker det blot, de skal sige noget på et afdelingsmøde, siger Annemette Hasselager, som er psykolog med speciale i organisationer og grupper.
Hun mener, at din personlige grænse er bestemt af to ting: Dine erfaringer fra eksempelvis skolen og menneskers stærke trang til at tilpasse sig i grupper.
– Det er en stærk kraft hos alle, at vi gerne vil være enige med den gruppe, vi er en del af. Men de personlige erfaringer er også stærke. Hvis du for eksempel er blevet mobbet i skolen eller på en tidligere arbejdsplads, kan det give dig angst for at stå uden for gruppen – for mobning er jo isolation og forfærdeligt hårdt.
Men uanset om du har en lav eller høj tærskel for at føle angst, når du skal ytre dig i grupper, kan din grænse flyttes, mener Annemette Hasselager.
– Først og fremmest skal du acceptere blufærdigheden – giv dig selv lov til at have følelser i spil, når du skal sige noget. Sig til dig selv: Når jeg taler på afdelingsmødet, får jeg hjertebanken eller mærker rødmen i kinderne – det accepterer jeg, og jeg kan godt tale og lytte alligevel. Og så skal du forstå, at angsten er irrationel. Den fortæller, at du er i fare, selvom du faktisk ikke møder reel fare. Det vil få din krop til at slappe mere af.
– Sæt dig realistiske mål. Beslut dig for, at du for eksempel vil ytre dig indenfor et bestemt område, som enten er overskueligt eller vigtigt for dig. Når det lykkes, vil det give dig mere mod til at sige din mening en anden gang. Endelig kan du bede om hjælp, hvis du er i et godt psykisk arbejdsmiljø. Du kan sige: Jeg bliver faktisk nervøs, når jeg skal sige noget på møderne – det arbejder jeg med – men nu ved I det. Det kan også være, at formen på møderne gør dig utryg. Så snak om det.
Ledelsen kan være med til at skabe en kultur, som styrker dialogen på arbejdspladsen, mener Annemette Hasselager.
– Ledelsen kan styrke et miljø, hvor forskelligheder er accepteret og hvor det bliver positivt modtaget, når der er mange holdninger. Det er jo en gave, at vi er forskellige mennesker, der med hver vores synspunkter kan bidrage til at løse opgaverne endnu bedre, end hvis vi alle bare tænkte ens.